skip to Main Content
Hotline 8.00 - 22.00 tlf: 50 52 21 41 vagter@standbyholdet.dk
Her kan du få svar på en række af spørgsmål - hvis du stadig er i tvivl om noget, så ring til vores hotline på 50522141

Om det at ansøge

Skal jeg have en mobiltelefon?

Ja. Da vi skal kunne ringe dig op og få fat i dig med kort varsel, ligesom vi skal kunne sende SMS’er til dig med ændringer til din vagtplan, påmindelser etc. er det nødvendigt at du har en mobiltelefon med dig på festival, og at vi kender nummeret (udfyldes på dit vagtkort når du ansøger).

Er Standbyholdet kun for medlemmer af hjemmeværnet?

Nej, men det er korrekt at vi har en del hjemmeværnsfolk blandt vores medlemmer hvilket er med til at sætte tonen. Det er dog på ingen måde et krav overfor nye medlemmer at de skal have tilknytning til hjemmeværnet.

Hvornår er jeg sikker på at få et armbånd?

Det er du når vi godkender din ansøgning hvilket tidligst sker når vi har modtaget din underskrevne ansættelseskontrakt og – såfremt du skal betale depositum – indbetaling af dette til vores konto.

Vi tildeler armbåndene i den rækkefølge vi godkender ansøgningerne, ikke i den rækkefølge folk har ansøgt. Du risikerer derfor at blive overhalet, hvis du hænger for længe i bremsen med dine indsendelser – også selvom de respektive deadlines endnu ikke er nået. Hvis du vil være sikker, skynder du dig at få sendt begge afsted – i rigtig god tid.

Jeg har oprettet min konto på forumet. Hvorfor hører jeg ikke fra jer?

Forum kontoen giver blot mulighed for at logge af og på. Selve ansøgningen starter først når kontoen er oprettet. Når du er logget ind skal du klike på “Ansøg” knappen i toppen af siden for at komme i gang.

Hvordan underskriver jeg min ansættelseskontrakt?

Du kan selvfølgelig altid printe og scanne kontrakten (tilgængelig fra dit medlemskort, når din ansøgning er blevet modtaget), men hurtigst er at underskrive med NEM-ID. Bor du i Sverige, Norge eller Finland kan du ligeledes underskrive med “BankID” og “Tupas”

I skriver at jeg mangler at betale depositum. Jeg har oplyst mit kontonummer, hvorfor trækker i ikke bare pengene?

Af to grunde. For det første ville det være ulovligt og for det andet er det umuligt. Grunden til at vi beder om dit kontonummer er så vi kan overføre dit depositum tilbage til dig efter festivalen. Du skal altså selv overføre pengene til vores konto. Hvis du ikke har en netbank aftale skal du en tur forbi din bank. Vores kontoplysninger finder du i vores depositum vejledning.

Jeg er på dagpenge/kontanthjælp. Kan det få betydning for min udbetaling hvis jeg tegner ansættelse hos Standbyholdet?

Muligivis. Det er alene dit eget ansvar at “stå til rådighed for arbejdsmarkedet” i den udstrækning det kræves af dig. Hvis du vil være sikker på at undgå bøvl med Jobcentret og/eller os, bør du melde ferie i perioden hvor du arbejder for os. Roskilde Festivalen har internet caféer rundt omkring på campingområdet hvorfra du kan gå på Jobnet hvis ikke lige der er en venlig sjæl med en bærbar eller smartphone i nærheden.

Er Standbyholdet en slags venteliste til Festivalen? / Risikerer jeg ikke at komme på festival?

Nej og Nej. Alle vores godkendte ansøgere får deres armbånd før festivalen begynder. På den måde er vi ikke forskellige fra de øvrige foreninger. Standby delen af vores navn hentyder alene til vores rolle under festivalen.

Jeg er ordblind / dårlig til at benytte en PC – Kan i hjælpe mig?

Ja selvfølgelig. Du behøver ikke være bogligt anlagt for at kunne ansøge hos Standbyholdet. Hvis du ikke kan hitte rede i alle bogstaverne og siderne, skal du blot tage telefonen og ringe til vores vagttelefon på 50 52 21 41. Vi sidder klar, fra kl. 8 om morgenen til kl. 22 om aftenen for at svare på spørgsmål og hjælpe dig igennem.

Om arbejdet

Hvilken type arbejde kan jeg blive sat til?

Vi servicerer i princippet alle foreninger på campingområdet og hjælper dem derfor også med alle de opgaver de nu en gang selv udfører, herunder port-, bål-, brand- og hegnsvagt. Du kan også blive bedt om at tage en affaldstang og hjælpe med til at rydde op rundt omkring. Du vil – som minimum – altid være sammen med en anden person fra den forening du bliver sendt ud til, så ikke du bliver sat til alt det arbejde som foreningerne ikke selv gider. Derudover har vi vores eget lille campingområde som vi holder styr på med tilhørende portvagt. Afhængigt af din alder/fysik skal du påregne at kunne komme til at gå / stå oprejst i længere tid af gangen mens du er på vagt.

Får jeg løn for mit arbejde?

Nej. Du bliver ansat hos os som ulønnet frivillig. Til gengæld får du billetten til festivalen betalt i form af dit medarbejderarmbånd.

Jeg kan ikke tage fri fra arbejde i hele perioden. Er det et problem?

Typisk kan vi, såfremt vi ved besked om hvilke dage du ikke kan møde på vagt, dirigere uden om dine problemdage. Vi kan dog ikke garantere dette på forhånd. Ring til vores vagttelefon og forhør dig hvis du vil vide hvad der kan lade sig gøre.

Hvornår skal jeg arbejde?

Med mindre du særskilt har aftalt andet med os, vil dine vagtskifte kunne “lande” på alle tidspunkter af festivalperioden (Sidste lørdag i Juni – første søndag i juli). Vi skal dog bruge flere Standbyvagter i musikperioden (fra onsdag af) end udenfor denne, så alle skal påregne at få tildelt et vagtskifte før onsdag og to vagtskifte efter. Dette gælder nye, som gamle medlemmer af holdet.

Kan jeg få vagter sammen med mine venner?

Som udgangspunkt Ja. Vi skal i hvert fald gøre vores bedste for at få puslespillet til at gå op til jeres fordel, så i, i det mindste, er på vagt samtidig. Der er dog alt for mange ubekendte i spil i både vagtplanlægningen og de faktiske opgaver til at vi kan give nogen garantier, men som regel lykkedes det rigtig godt et langt stykke hen ad vejen.

Om det praktiske

Hvornår får jeg mit armbånd?

Udlevering af armbånd sker Se hjemmesiden / dit vagtkort / de udsendte nyhedsbreve i løbet af juni måned for nærmere detaljer.

Selv om du ikke skal på sikkerhedskursus bør du møde op alligevel for at få dit armbånd så ikke du ender med at skulle møde på vagt – indenfor hegnet – uden et armbånd til at komme ind med.

Hvis du er forhindret i at møde op til udleveringen, bør du kontakte os i så god tid som muligt og gøre opmærksom herpå så vi kan arrangere en alternativ løsning.

Hvor kan jeg parkere min bil/motorcykel?

Du er som servicevagt ikke stillet anderledes end alle andre festivalgæster når det kommer til parkering af din bil eller mortocykel. Festivalen stiller typisk to typer parkering til rådighed for billister. Betalingsparkering og gratis parkering, hvor sidstnævnte typisk ligger et pænt stykke længere fra selve festivalpladsen end førstnævnte.

Kommer du på motorcykel kan du købe tillægsbillet til MC-camp.

Betaling for parkering er en sag mellem dig og Roskilde Festivalen.

Bemærk! De i forbindelse med base-camp tilgængelige parkeringspladser er alene reserveret til foreningsbiler med gældende køretilladelse.

Hvor slår jeg mit telt op?

På de normale campingområder gælder dit medarbejderarmbånd som et helt almindeligt 8 dages festival armbånd. Det giver dig altså præcis de samme rettigheder og begrænsninger som enhver anden festival gæst med tilsvarende billet. Misbruger du din udvidede adgang til området før portene åbner, til at slå telt eller lign. op vil dit udstyr blive konfiskeret og dit armbånd klippet – så om i køen med alle de andre hvis du vil bo her.

En anden mulighed du som medarbejder har, er at købe adgang til Camping område A. Område A er et helt almindeligt campingområde der ligger nord for motorvejen på den anden side af Roskilde Skate. Her har kun frivillige mulighed for at bo, og her har man adgang til et dagligt varmt bad. Tillægsbilletter købes i Check-In ved fremvisning af medarbejderarmbånd og koster typisk i omegnen af 200,- Kr.

Endelig har du som Standby-vagt mulighed for at at bo i vores egen base-camp som ligger komfortabelt, aflukket og fredeligt små 500 meter fra festivalpladsen i forbindelse med MC-camp. Her har vi fællestelt, badevogn med varmt vand, køleskab og mikroovn. Det koster 200,- for hele ugen. Som beboer i vores base-camp har du derudover mulighed for at melde dig til vores aftensmad ordning (betales separat).

Base Camp

Kan jeg tage min hund med?

Nej ! – Eneste undtagelse herfra gælder hvis du og din hund, sidestillet med dit hverv som Standbyvagt, er “hyret” af festivalen, f.eks. som hundevagt, og hunden derfor har sit eget “medarbejder”-armbånd. I dette tilfælde (skulle du vælge at bo på vores base-camp) skal hunden på alle tidspunkter være under opsyn og i snor mens den opholder sig i campen. Jf. festivalens øvrige regler, hvis du vælger at bosætte dig andetsteds.

Ovenstående nej gælder selvfølgelig også for andre typer husdyr.

Back To Top